logo



  • Yonex

Albertslund lægger ud med sejr


Søndag eftermiddag blev en god dag for AIFs 1. hold i serie 1, som startede sæsonen med en sejr. Spillerne kæmpede godt, men det holdt hårdt før sejren var i hus.

 

Holdet havde besøg af Ølstykke og lagde ud med at komme bagud 1-3 efter mixdoubler og damesingler. AIFs sejr stod Stine for i 1. damesingle, da hun spillede en god kamp, og vandt over en ellers velspillende damesingle fra Ølstykke.

 

Herefter var det herresinglernes tur til at komme i kamp. Efter flere gode indsatser af AIFs herresingler, hvor vi var yderst tæt på at vinde alle 4 kampe, lykkedes det at vinde 3 ud af 4 og derved udligne til 4-4.

 

Ølstykkes stærke piger vandt begge damedoubler og bragte gæsterne på 6-4. Dette resulterede i et stort pres på AIFs herredoubler, som skulle sejre for at holdet kunne sætte point(s) ind på kontoen i denne første holdkamp. Herredoublerne nød godt af den flotte opbakning fra de mange tilskuere, der var denne eftermiddag på Albertslund Stadion, og det endte med, at alle 3 herredoubler kunne trække sig sejrrigt ud af deres kampe, og dermed kunne AIF med en 7-6-sejr sætte de første 2 point ind på kontoen.

 

Kampens spiller blev fuldt fortjent Michael, som bidrog til holdets samlede sejr ved at vinde overbevisende i sin herresingle samt i to tætte sæt i herredouble sammen med Peter.

 

Resultater af de individuelle kampe i holdkampen kan ses ved at klikke her.

 

2. holdet i serie 3 spillede også deres første kamp i sæsonen, og de lagde ud hjemme mod Måløv 2. Via flere udmærkede præstationer, var AIF tæt på at få point i denne kamp, men holdet måtte til slut se sig slået med 5-8.

 

Kampens spiller blev Mads Knudsen, som gik forrest i kampen for at få point.

 

Til sidst skal der lyde en stor tak til tilskuerne, som bakkede holdene flot op. Desuden vil vi gerne takke de ungdomsspillere, som mødte op, og hjalp som tællere ved 1. holdets kamp. Vi håber at se jer allesammen igen til næste hjemmekamp, som er d. 1. november kl. 12:00 mod Ballerup 2.