logo



  • Yonex

Endnu et nederlag til Albertslund


Albertslunds 1. hold i oprykningsslutspillet til Sjællandsserien løb lørdag eftermiddag ind i endnu et nederlag, da holdet tabte med 5-8 til Birkerød. Nederlaget var samtidig det første nederlag på hjemmebane på Albertslund Stadion for holdet i denne sæson. 

 

Eftersom holdet havde modtaget en række afbud af forskellige årsager, så holdet lidt anderledes ud end normalt, men alle spillere ydede det bedste, de kunne - såvel de ”nye” som de ”gamle” spillere. 

 

Holdkampen startede med nederlag til Albertslund i både 1. og 2. MD. Herefter fulgte sejre i 1. og 2. DS. Stine blæste al modstand af banen i 1. DS, da hun vandt særdeles overbevisende med 21-3 og 21-5. I 2. DS leverede Signe en glimrende indsats, og efter at have tabt et tæt 1. sæt samt vundet et endnu tættere 2. sæt, lagde Signe stærkt ud i 3. sæt med en føring på 14-3. Om det var nerver fra Signe eller tanker om at sejren var i hus, der gjorde at modstanderen pludselig rørte på sig og stille og roligt scorede point, der gjorde at Signes forspring var tæt på at smuldre, vides ikke, men heldigvis for holdet brugte Signe sin rutine til slut, og fik lukket 3. sæt til egen fordel. Derved var stillingen 2-2 efter 1. runde, og man havde nu en forhåbning om, at Albertslund kunne levere en del sejre i HS. 

 

Det skulle vise sig at kampene i HS blev utroligt tætte. Eneste sikre sejr stod Simoni for i 2. HS, da han efter en svingende start på kampen fik spillet sig op og vandt i 2 sæt.Både 1. HS, 3. HS og 4. HS med henholdsvis Peter, Bjarke og Mads måtte ud i 3. sæt for at finde en vinder. Desværre lykkedes det ikke for spillerne fra Albertslund at vinde en eneste af de 3 kampe. Som Bjarke sagde efter kampen: ”Jeg spillede mod en mur” – med hentydning til at hans modstander lykkedes med at spille alle bolde tilbage, uanset hvilke offensive slag Bjarke forsøgte, og det var måske et meget godt billede af følelsen efter kampene. Birkerød havde derved bragt sig foran med 5-3 inden de afgørende doubler. 

 

2. DD med Signe og Nikoline tabte desværre efter 2 sæt, mens Stine og Ingemarie i 1. DD spillede en utrolig flot kamp og vandt i 3 sæt med 21-8 i 3. og afgørende sæt. 

 

I HD tabte Albertslund 1. HD med Peter og Thomas uden kamp, da en gammel skade hos Peter sprang op allerede i hans HS. Dette betød, at Albertslund havde tabt holdkampen samlet, og derved ”kun” kunne gøre sig forhåbninger om at få et enkelt point ud af anstrengelserne. 

 

I 2. HD spillede Simoni og Bjarke en god og solid kamp, og vandt en tæt kamp med 21-19 og 23-21. Skæbnen lå nu i to af de ”nye” - Mads og Whams - hænder i 3. HD. Efter nederlag i 1. sæt spillede parret sig godt op i 2. sæt og vandt dette. Det så på dette tidspunkt ud til, at de havde styr på kampen. Desværre kom Mads og Wham ikke op i samme gear i 3. sæt, og de måtte derfor se sig slået. 

 

Resultatet af holdkampen blev derved et 5-8 nederlag til Albertslund, som derved kostede holdet den ellers fine statistik som ubesejret på hjemmebane i denne sæson. 

 

Kampens spiller blev Stine, som fuldt fortjent fik æren, efter fremragende indsatser og sejre i både 1. DS og 1. DD. 

 

Næste kamp for holdet er på udebane i Frederiksværk d. 13. marts, og næste hjemmekamp (og sidste kamp i sæsonen) er d. 27. marts kl. 13, hvor Frem-Hellebæk kommer på besøg. 

 

TH