logo



  • Yonex

Favoritsejre i finalerne ved KM


Onsdag aften blev der spillet finaler ved KM, og der blev i løbet af aftenen spillet rigtig god badminton fra vores bedste spilleres side.

 

Inden kampene blev sat i gang, blev fair play-pokalen uddelt. Pokalen gik helt fortjent til Bjarke Larsen, som altid er en fair spiller til træning og til kamp. Stort tillykke til Bjarke.

 

Fair play-pokal 2011

 

Aftenens første kamp var dog en semifinale i mix, hvor 3. seedede Nadia Krantz/Kristian Simoni stod over for de useedede Lis Simoni/Mark Holm. Efter flot spil og to tætte sæt vandt Lis og Mark noget overraskende kampen med 27-25 og 22-20. De to spillere supplerede hinanden rigtig godt, og derfor var det fortjent, at finalepladsen kom i hus.

 

I finalen i HS stod de sidste 5 års mester, Peter Jørgensen (seedet 1), over for Laurids Andersen, som var 3. seedet. I 1. sæt satte den forsvarende mester sig på spillet, og han kunne trække sig sejrrigt ud af sættet med 21-10.

I 2. sæt kom Laurids meget bedre med, og han kom først til 11 - med en klar føring på 11-6. Peter kom dog tilbage i sættet, fik udlignet og de to fulgtes ad resten af sættet. Ved stillingen 20-19 havde Laurids overraskende spillet sig frem til sætbold, og den forsvarende mester var derved presset som ikke tidligere set i turneringen. Den 1. sætbold blev overlevet, men Laurids tog igen føringen til stillingen 21-20. Desværre for Laurids gjorde marginaler, at han heller ikke vandt den 2. sætbold, og Peter kunne efterfølgende sætte trumf på og afgøre sættet til egen fordel med 23-21, og dermed hjemtage sin 6. titel i HS, hvilket er ny klubrekord.

 

KM 2011 HS 

 

Finalen i DD stod mellem Stine Krogsøe/Ingemarie Hansen (seedet 1) og Signe Haarh Landon/Julie Krogsøe (seedet 2). På forhånd blev det førstnævnte par udråbt som favoritter, da de i løbet af sæsonen har gjort en rigtig god figur i 1. DD på 1. holdet, men finalen skulle vise sig at blive en meget tæt affære. De to par kender hinanden rigtig godt fra træning, og selvfølgelig også hinandens styrker og svagheder.

Signe og Julie lagde godt fra land, og de kunne lidt overraskende tage 1. sæt med 21-18, hvor det lykkedes parret at udnytte sine egne styrker. Favoritterne Stine og Ingemarie kom dog bedre ind i kampen, og tog sig af 2. sæt i sikker stil med 21-10. 3. sæt blev spændende, men i slutningen viste Stine og Ingemarie den skarphed, der skal til, og de kunne derfor glæde sig over sejren på 21-17 i det afgørende sæt.

 

KM 2011 DD 

 

Generelt fik tilskuerne meget for pengene, da det var en DD på et højt niveau, som lover godt for klubbens muligheder for at sejre i den kategori ved holdkampe i fremtiden.

 

I HD havde de useedede Kristian Simoni/Marc Halgreen spillet sig frem til finalen, hvor de stod over for 1. seedede Peter Jørgensen/Laurids Andersen, som havde set meget stærke ud tidligere i turneringen. Kristian og Marc havde dog ikke tænkt sig at give op på forhånd, og de tog kampen op mod favoritterne. Desværre for de to var modstanden i finalen for stor, og Peter og Laurids vandt kampen sikkert med 21-8 og 21-16.

 

KM 2011 HD 

 

Selvom spillet ikke helt rakte i finalen kan Kristian og Marc være godt tilfredse med deres indsats ved KM og deres flotte 2. plads.

 

Signe Haarh Landon (seedet 2) og Stine Krogsøe (seedet 1) stod igen i finalen i DS over for hinanden. Blandt tilskuerne var der en del tvivl om udfaldet af denne kamp, men Stine kom flyvende fra start i 1. sæt, som hun vandt med 21-6, og dermed fik hun sat en tyk streg under hendes plads som 1. DS på 1. holdet.

I 2. sæt kom Signe bedre med og fik kæmpet sig ind i kampen, og selvom Stine blev presset i dette sæt, havde hun overskuddet i de afgørende situationer, og derved vandt hun et tæt 2. sæt med 22-20.

Sejren gav Stine hendes 4. titel i DS i træk, mens hun altså således blev dobbelt klubmester i 2011.

 

KM 2011 DS 

 

 

Finalen i mix skulle til at starte, og her var det helt store spørgsmål, om Peter Jørgensen skulle blive tredobbelt klubmester. I finalen spillede Peter sammen med Julie Krogsøe, og de to var seedet 2 i turneringen. De to stod over for de useedede Lis Simoni/Mark Holm, som tidligere på aftenen havde spillet sig frem til finalen i flot stil.

I finalen nåede Lis og Mark dog ikke helt det niveau, som de fik vist i deres semifinale, og der kom derfor aldrig rigtig spænding i kampen, som Julie og Peter vandt med 21-8 og 21-14. Dermed blev Peter tredobbelt klubmester, godt hjulpet på vej af en stærkt spillende Julie.

 

KM 2011 MD 

 

 

Alt i alt var det en finaleaften med en række velspillede kampe, hvor det dog var favoritterne, der løb af med titlerne. Stort tillykke til alle vinderne.

 

I morgen fredag afholder seniorafdelingen de uofficielle klubmesterskaber i Engelsk Double, hvilket mange spillere ser frem til med spænding. Det skal lige nævnes, at forhåndstilmelding er nødvendig grundet turneringsformatet.

 

TH