logo



  • Yonex

Interview med Peter Jørgensen


Vi har fanget den forsvarende mester i single Peter Jørgensen til en snak om KM. Specielt hans mening om Simoni og Bjarke kommer til udtryk.

Hvad er dine egne forventninger til KM i år?

I år er et lidt specielt KM for mig. For det første kan jeg vinde single for 5. år i træk hvilket vil være meget specielt. Omvendt har jeg spillet min dårligste sæson i mine 5 år for Albertslund. Grunden skal findes i begivenhederne der sker omkring jul. Signe kommer tilbage til træning om mandagen, hun har kage med og lige siden har jeg haft problemer med tempoet. Jeg er nu blevet væk fra træning de sidste 2 uger for ikke at få kage, så jeg tror på, at jeg topper.

Det er selvfølgelig også klart, at det er lidt specielt at være forsvarende mester i alle 3 rækker, jeg tror ikke jeg kan forsvare dem alle 3, men alle vil nok gerne slå mig. Det er herligt at jeg nu som en af de gamle kan mærke alle de unge spillere trænge sig på bagfra, men håber og tror på at jeg kan bevare min plads som Albertslunds bedste herresingle spiller et par år endnu!

Hvem ser du kommer i finalen i seniorrækkerne? Og Hvorfor?

Mine bud må være de oplagte, selvom jeg faktisk tror der kommer et par overraskelser.

HS: Peter-Simoni - Selvom vi begge har været meget svingende ligger vi et niveau over de andre.

DS: Signe-Stine – Jeg er kæmpe Signe-fan. Jeg er sikker på hun overrasker mange og går i finalen.

HD: Christian/Mads – KS/Gehrke – Her tror jeg på en overraskelse. Mads og Christian spiller virkelig godt og jeg har ikke meget tro på Bjarke når det gælder.

DD: Nikoline/Camilla – Stine/Ingemarie – Meget lige række igen i år, men jeg tror at lige netop disse to par er lige lidt stærkere end de 3 andre par.

MD: Nikoline/Peter – Camilla/Michael – Jeg har selv hele sæsonen kæmpet for at komme I mix-form og nu da jeg har passeret de 90 kg kan jeg ikke rigtig se andre i finalen.

Du har vundet de seneste KM i single, regner du med at gøre det igen?

 

Altså nu har Paradise Hotel jo gjort at ingen danskere kan procentregning mere. Eksempelvis vinder KS 100% af sine HD og kvartbane kampe til træning. Men han taber næsten hver gang til mig, så man skal jo passe på. Jeg har vundet 4 år i træk og kan tangere Lars Holms rekord med 5 titler hvilket giver lidt pres selvfølgelig. Så det taget med i betragtningen vil jeg give mig selv en 98% chance for at vinde, Simoni 1 % og Thomas Jensen 1%.

I år er Simoni kommet til klubben, du har ikke slået ham i et stykke tid, en eventuel finale mod ham kan alt ske, hvem vinder den og hvorfor?

 

 Jeg er på ingen måde bange for Simoni. Jeg vil hellere møde ham end Gehrke. Med Simoni ved man hvad man får. Han skal spille kort mod mig og når først jeg sætter lidt tempo på gør det ondt på ham.  Det er rigtigt jeg ikke har slået ham et stykke tid til træning. Han har ikke været der og jeg har leget lidt med en ny måde at slå til bolden på. Til KM vil der ikke være nogle problemer.

Mange har snakket om at du ikke spiller sammen med en senior, hvordan kan det være?

 

Jeg vandt alle 3 rækker sidste år og har vundet HD de sidste 2 år, så mange ser gerne jeg ikke vinder. Jeg ville helst have spillet med Henrik Larsson, den mand er så undervurderet. Men da Henrik er skadet, måtte jeg jo finde en klublegende frem. Kan jeg vinde sammen med Jan vil det være det største jeg har prøvet som badmintonspiller.

Dig og Gehrke har spillet sammen hele sæsonen, det skal i ikke i år, er der nogen grund til dette?

 

Hvis vi spiller sammen ville det være den sikreste titel at give ud. Simoni og KS vil mene at de kan slå os, men hvis vi spiller om det kan vi jo bare smide bolden til baglinjen, ingen af de 2 kan slå en bule i en blød hat, så for spændingen er det fint nok Michael valgte en anden.

Bjarke har udtalt han ikke ville have noget imod at møde dig, frygter du ham?

 

Det er svært at frygte Bjarke. Han spiller rigtig godt i år, men omvendt ved man også hvad han gør. Jeg står til at møde ham i semifinalen, men han kunne godt ryge ud til Jon. Jeg ville elske at møde Jon. Men møder jeg Bjarke er det fint nok.

Mads og Wham har vundet deres seneste turnering, hvordan ser du deres chancer i HD?

Jeg tror de laver overraskelsen i år. Deres problem kan være hvis de møder Jan og jeg, os tror jeg de har for meget respekt for. Møder de nogle af de andre unge så går de i finalen. 

Jonas har udtalt at han tror at Thomas Jensen overrasker til KM i single, tror du det sker?

 

Jeg har før set Gehrke være i problemer i HS, så ja Thomas Jensen kan sagtens spille sig i en semifinale. Han er en spiller alle undervurderer fordi hans udvikling går så stærkt at han altid spiller bedre end sidst man mødte ham. 

Ingemarie og Stine er favoritter til at vinde DD, sker dette?

 

Jeg tror de vinder. Stine vandt sidste år med Nykke, så hun kan vinde med alle. Camilla og Nikoline er bedre spillere i DD, men de taber finalen. Alle snakker om hvorfor, men ingen ved det. 

Jon og Signe vælger at stille op sammen i mix, hvordan tror du det går?

 

Jon i mix!! Jeg tror ikke jeg behøver sige mere. 

Bjarke har udtalt han helst ville undgå Wham, dette skete ikke, hvem vinder denne kamp?

 

Det er svært rigtigt at mene noget om den udtagelse, altså Bjarke er vel bare lidt små høj over at han er seedet 3 og at han tror han har en chance for at vinde. Et frækt bud er at Bjarke taber både til Wham og Jon.

Og hvordan kan det være Bjarke ikke vil møde ham?

 

Bjarke har det med at tabe første kamp i single i alle turneringer han spiller, så han er jo bare bange. 

Hvad vil den største overraskelse blive?

 

3 bud

Thomas Jensen slår Gehrke

Nikoline og jeg vinder MD

Thomas Hansen vinder en titel og slår Lin Dan.