Nederlag i tæt kamp
Lørdag d. 1/11 var AIF's bedste seniorer på besøg i Ballerup hallen, mod et af rækkens formodede svageste hold Ballerup.
Ballerup var dog ikke et dårligt hold. I sidste sæson var AIF i pulje med Ballerup og her blev det til en smal 7-6 sejr til de lokale helte.
Da AIF samtidig mangle 1 herresingle Peter Jørgensen, var der lagt op til en utrolig tæt og spændende dyst.
Katastrofal start:
I Ballerup blev der kun spillet på tre baner, og der blev derfor lagt ud med 1 og 2-mixdouble samt 1 damesingle.
I 1 mixdouble stod Thomas Hansen og Sascha Gehrke overfor den rutinerede Lars Rafn og Rikke Wael, og de skulle vise sig at blive en for stor mundfuld.
Thomas og Sascha kom stort bagud i starten af begge sæt, og selvom de fik bedre fat mod slutningen, var det ikke nok, og de tabte kampen med 21-15, 21-10.
Noget mere tæt var det i 2 mixdouble, hvor Mads Nyholm og Camilla Holmstrøm fik lejlighed til at genoptage successen fra sidste sæson.
Mads og Camilla spillede med stor energi og tro på egne evner og var i første sæt med til det sidste, hvor den sidste skarphed dog manglede, og sættet blev tabt 21-19.
I 2 sæt kom de noget dårligere fra start, og nåede aldrig at få kontakt med Ballerup paret, som vandt kampen med 21-19, 21-15
I 1 damesingle var der store forventninger til Stine Krogsøe, som har spillet utrolig flot i de to første kampe. 1 sæt blev en utrolig tæt affære hvor Stine dog aldrig rigtig fandt sit spil, og spillede med på modstanderens præmiser. Efter en indædt fejt tabte Stine sættet med 21-18.
I andet sæt pakkede Ballerup pigen Stine helt ned, og hun tabte sættet med 21-9.
Stillingen var nu 3-0 til Ballerup.
Tilbage til status quo:
I de næste tre kampe gik det noget bedre for AIF
Både Signe, Kenneth og Laurids vandt i overbevisende stil.
I 2 damesingle spillede Signe bolden sikkert rundt i vanlig stil, og de lange dueller var for meget for Ballerups 2 damesingle, som ikke var i nærheden af sejren. Signe vandt en god sejr med 21-11, 21-10.
I 1 herresingle vikarierede den normale 1 mix-herre, Kenneth Svendsen, for den skadede Peter Jørgensen. Kenneth var utrolig opsat og kom godt fra start i første sæt, hvor han nåede først til 11. Herefter gik spillet lidt i stå, men med en flot ro i afslutningen lykkedes det ham at vinde sættet med 21-18.
I 2 sæt var der aldrig tvivl om udfaldet, hvor Kenneth kørte Kim Jørgensen over med 21-10.
Mest overbevisende var måske Laurids Andersen. Laurids spillede utrolig godt i i det meste af 1 sæt, hvorefter han dog gik helt i stå ved 19. Det lignede i det hele taget mange af de kampe Laurids har spillet i denne sæson, hvor han har spillet bedst i starten af kampen, indtil modstanderen har læst ham.
Laurids holdt dog fast og tog de nødvendige bolde til sidst, hvilket gav ham sejren på 21-19.
Mellem første og andet sæt fik Laurids besked på at få lidt mere højde på sine clear, og det virkede. Laurids blæste modstanderen ud af banen og vandt med hele 21-4
Stillingen var nu 3-3
Stærke herresingler:
Inden kampen havde AIF, vundet 6 ud af 8 herresingler, og der var på forhånd lagt op til at sejren meget vel kunne grundlægges med sejre i herresinglerme. Kenneth og Laurids havde allerede gjort deres, og det var nu op til Michael Gehrke og Bjarke Eltard-Larsen at gøre arbejdet færdigt.
Michael stod overfor Nicolai Saur Kjar, som han tabte til sidste gang de to hold mødtes. Michael havde dog spillet utrolig godt i ugerne op til, og der var derfor stor tro på at han kunne få revanche.
De to spillere mindede meget om hinanden og Michael formåede ikke at spille det spil han gerne ville. Duellerne blev meget korte, og det virkede lidt tilfældigt hvem der vandt boldene.
I sidste ende formåede, til trods for en god indsats, Michael dog ikke at vinde. Han tabte kampen med 21-16, 21-16.
I 4 herresingle stod Bjarke Eltard-Larsen lige som sidste sæson overfor en spiller der normalt spiller mixdouble, og den noget atypiske single spiller stod godt til Bjarke. Bjarke spillede kampen igennem tanden mere skarpt og vandt sikkert med 21-16, 21-16.
Stillingen inden doublerne var derfor ligesom sidste sæson 4-4
Rokering i doubler kunne mærkes:
Sidste sæson formåede AIF ikke at vinde nogle af damedoublerne mod Ballerup, men denne gang lykkedes det Stine og Signe at vinde 2 damedouble med 24-22, 21-19 efter en utrolig nervøs indsats.
I 1 damedouble spillede Camilla og Sascha endnu engang et rigtig godt sæt, hvor marginalerne ikke var på deres side. I andet sæt gik luften af ballonen og de tabte kampen med 21-19, 21-8.
I herredoublerne var det op til dagens kamp rykket rundt på en del pladser pga. Peter Jørgensens skade, og det kunne mærkes.
Sidste sæson blev sejren hevet hjem efter sejre i de 3 herredoubler, men i denne kamp blev det kun til en, og kampen blev tabt med 7-6
Alle point tæller:
Inden kampen havde vi nok sat næsen op efter mere end et point, men som kampen skred frem, kan vi nok være godt tilfredse.
Hvis vores målsætning om en plads i top-4 skal lykkes tæller alle point, og samlet set må 6 point og en øjeblikkelig tredjeplads være tilfredsstillende.
I næste runde venter det absolutte tophold Skovlunde, og her skal alle virkelig præstere hvis der skal point ind på kontoen.
Positive takter trods nederlag:
På trods af nederlaget er der masser af positive ting at tage med fra kampen. Vi fik vist at vi er et godt hold selvom vi manglede vores 1 herresingle som samtidig spiller 1 herredouble.
Kenneth fik vist at han er god nok til at spille single, hvis det for fremtiden bliver nødvendigt.
Laurids brød mønstret fra de sidste par kampe, og spillede bedre i slutningen af kampen.
2 damedouble er fortsat ubesejret og ser ud til igen i denne sæson at blive et af de sikreste kort.
Vi har de næstbedste herresingler i Sjællandsserien.
Signe er ligeledes ubesejret i 2 damesingle.
Se resultatet af kampen her

