Nyhedsbrev SSU - december
Hej alle,
Så nærmer julen og nytåret sig, og det betyder, at vi er ved at være halvvejs i badmintonsæsonen 2009/10. Det er derfor blevet tid til at gøre status for 1. halvdel af sæsonen samt kigge lidt frem mod 2. halvdel.
Som der er blevet skrevet rundt på mail, udtrådte Michael af SSU for et par uger siden, og det er efterfølgende undertegnede, der har fået til opgave at udsende de månedlige nyhedsbreve fremover. Vi har været glade i SSU for Michaels deltagelse samt formandskab, og derfor er det også ærgerligt, at han har valgt at stoppe i SSU. Når det så er sagt, så respekterer vi fuldt ud Michaels beslutning om at udtræde af SSU, og vi er glade for, at han stadig vil fungere som spiller i klubben.
Siden sidstSiden det seneste nyhedsbrev er seniorholdturneringen for alvor kommet i gang, og desuden blev årets julefrokost afholdt d. 28. november med hele 21 deltagere, hvilket må siges at være en ret god tilslutning. Stor ros skal lyde til festudvalget for et super arrangement.
Et kig på hvordan seniorholdene klarer sig i holdturneringen i sæsonen viser, at der allerede er hentet en del point til tabellen, men at der samtidig er plads til forbedringer.
1. holdet ligger i øjeblikket på 5. pladsen lige under stregen, der afgør om holdet skal i opryknings- eller nedrykningsslutspillet, og der er således absolut stadig muligheder for en plads i oprykningsslutspillet, selvom holdet ikke længere selv kan afgøre sin skæbne.
2. holdet har med to sejre i de to seneste runder for alvor spillet sig ind i rækken. Det bliver spændende at se, om holdet kan fortsætte udviklingen i de kommende kampe.
Mulighederne for at opfylde målsætningerne er stadig til stede, men omvendt skal der stadig gøres en indsats, og jeg kan således kun opfordre folk til at komme til træning så ofte som muligt. Husk at hvis alle spillere gør en ekstra indsats for at ”hive” sig selv op fra sofaen og komme til træning, så gør det både træningen sjovere for alle, giver træneren mulighed for variationer og i sidste ende resulterer dette i, at holdene kan trække de afgørende point i holdkampene.
Derudover har en række spillere været i Grindsted for at deltage i den årlige turnering derovre. I år var vi 9 spillere af sted, og det er min forhåbning, at vi kan blive endnu flere deltagere fra Albertslund til næste år. Løbende er der også andre turneringer, som man kan deltage i. Der kommer derfor løbende invitationer til turneringer på mail samt på clubpeople.dk, så det er bare med at få meldt sig til.
Der er desuden blevet afholdt bowlingarrangement d. 12. december, hvor vi startede med spisning og efterfølgende bowling. Til arrangementet var vi 8 deltagere, der havde en sjov og hyggelig aften.
Kommende holdrunderDen næste, og sidste, runde i holdturneringen spilles i januar, og kampene ligger således for holdene:
1. holdetLørdag d. 16/1 kl. 17 Skibby – Albertslund
2. holdetTorsdag d. 14/1 kl. 19 TIK Taastrup – Albertslund
Bemærk specielt at 2. holdets kamp spilles en torsdag.
Kampene i slutspillet er endnu ikke helt fastlagt, men de foreløbige weekender for holdkampe kan ses på hjemmesiden, og så snart de endelige tidspunkter bliver fastlagt, vil disse også fremgå af hjemmesiden.
Roskilde Festival 2010Igen i år har AIF arbejde på Roskilde Festival, og der skal derfor bruges en masse medarbejdere fra klubben. Hvis du allerede nu ved, at du gerne vil give en hånd med i arbejdet, kan du tilmelde dig ved at skrive en mail til rf@aif-badminton.dk.
Træning omkring jul og nytårSom udgangspunkt er både Stadion og Toften lukket mellem jul og nytår fra og med d. 23. december. Det betyder, at sidste træning inden jul er d. 21. december, mens første træning efter nytår er mandag d. 4. januar.
Da der således er udsigt til to uger uden træning, er jeg i øjeblikket i gang med at få en aftale i stand, således at vi kan træne mandag d. 28. december. Det skal dog pointeres, at træningen denne dag endnu ikke er fastsat, men såfremt aftalen kommer i stand, så vil der komme information om dette på vores hjemmeside, hvorfor jeg vil opfordre jer alle til at kigge for at holde jer opdateret.
Til sidst er der kun tilbage at ønske alle en glædelig jul.
På vegne af SSU
Thomas

