RF 2009 blev en kæmpe succes
Roskilde Festivalen 2009 er slut og det blev en kæmpe success for Albertslund Badminton. Det er nu tredje år vi drager på festival og vi er ved at blive en halvstor forening derude. Efter at havde haft 33 og 53 pladser de to første år var vi nu oppe på 77. Vores arbejde bestod som de andre år i at vogte porte i øst. 4 porte blev det i alt til, heraf 3 under adgang og en enkelt under camping.
Teamet omkring festivalen var i år anderledes i forhold til de foregående år. Lasse og Nykke havde meget mindre roller før festivalen, imens Jon Pedersen nu var leder. Jon hjalp specielt til før festivalen. Under selve festivalen var det som sidste år Bjarke Larsen, Laurids Andersen og mig selv Peter Jørgensen der stod for arbejdet.
Vi havde lavet en masse nye tiltag til årets festival som fungerede perfekt. Vi fik i år leveret hjemmelavet mad som var meget populært hos vores medarbejdere. Dette vil helt sikkert blive gentaget. Vores basecamp var også meget mere besøgt end tidligere og det lagde rammerne for at mange medarbejdere lærte hinanden og specielt os at kende. Der var mange hyggelige stunder med vores utrolig flinke frivillige. Vi havde igen i år utrolig mange studerende som frivillige og de leverede en fantastisk indsat med at gøre festivalen til et sikkert sted.
Hvad man måske ikke ved om festivalen, når man ikke har været der, er at det ikke er en festival der skal tjene penge. Der bliver sat utrolig meget fokus på fair trade, samt der er masser af oplysninger omkring stoffer og andre ting som ikke er sunde for din krop. Vedvarende energi var et stort tema på festivalen, og bevarelse af vores klode blev også taget op i flere boder rundt om på festivalen.
Under festivalen oplevede vi som altid mange ting i forbindelse med vores arbejde. Vi havde en vagt som genoplivede en gæst, der var et lesbisk frieri, samt et utal af solskoldede vagter.
Vi løb som altid ind i problemer med folk som af en eller anden grund valgte ikke at tage deres 3 vagter. I den forbindelse skal der lyde en kæmpe tak til Lasse Langkjær, Nykke Hvii, Lars Buur samt Katja Andersen som kom ud og hjalp da vi havde brug for det. Det er sådan man hjælper sin klub. Også en stor tak til Nikoline Knudsen og Heidi Mortensen som begge var medarbejdere på festivalen.
Der er ingen tvivl om at dette er den bedste festival vi har haft som forening og med den erfaring vi nu har med 3 år på festivalen kan vi klare meget store opgaver i fremtiden, specielt med den voksende opbakning fra medlemmer af klubben kan vi se frem mod 2010 med gode forhåbninger om, at det bliver en lige så god festival som 2009 blev.
En lidt træt og meget stolt foreningsansvarlig siger tak til alle som hjalp i de 14 dage vi var på Roskilde. Vi ses i hallen.
Peter Jørgensen

