logo



  • Yonex

Skarpheden manglede


 

Efter sejren over Ølstykke for 2 uger siden skulle Albertslunds 1. hold i serie 1 lørdag eftermiddag forsøge at følge op på de gode takter fra den kamp. Vi vidste på forhånd, at det ikke ville blive en let opgave på udebane mod Lillerød 4, som havde vundet deres første kamp med overbevisende 12-1. AIF var ramt af et par afbud i forhold til kampen mod Ølstykke, men stillede alligevel med et stærkt hold i Lillerød.

Hjemmeholdet fra Lillerød kom godt fra start og tog sig af sejre i begge mixdoubler, hvor AIF dog var tæt på at snuppe sejren i 2. mixdouble, da Lis og Christian efter at have vundet 1. sæt var tæt på også at vinde 2. sæt, men til slut måtte se sig slået med 19-21, og efterfølgende ikke for alvor fik spillet til at fungere i 3. sæt.

Damesinglerne blev delt med en sejr til hvert hold. Albertslund vandt 1. damesingle i 2 sæt ved Stine, mens Trine, vores nye spiller, gjorde en god figur i 2. damesingle, men til slut måtte se sig besejret. Derved var stillingen 3-1 til Lillerød inden herresinglerne, hvor Albertslund traditionelt har nogle stærke kort.

Dette var også tilfældet med 3 sejre i herresinglerne til AIF denne lørdag eftermiddag, hvor Peter vinder efter 3 sæt, Kristian Simoni (som fik sin udebanedebut) vinder efter 3 sæt og Bjarke vinder efter 2 sæt. Spændingen var derfor intakt med stillingen 4-4 inden de afgørende doubler skulle spilles, og i Albertslund-lejren øjnene man chancen for at få point med hjem.

Desværre tager Lillerød sig af sejrene i de 2 damedoubler, selvom der blev kæmpet godt fra de 4 AIF-piger, og Ingemarie og Stine var endda tæt på at vinde deres 1. damedouble, men måtte se sig slået med 18-21 i 3. sæt. Bagud 4-6 var der nu for alvor pres på AIF i herredoublerne, som tilfældet også var for 2 uger siden. Til forskel fra dengang kunne spillerne fra AIF ikke stå for presset denne gang.

3. herredouble blev sat først i gang, og desværre blev det til nederlag for Albertslund i 2 sæt. Dermed havde Lillerød bragt sig i front med 7-4, og havde sikret sig sejren i holdkampen. Alligevel var troen på point stadig tilstede hos spillerne fra Albertslund. Dette krævede imidlertid sejre i 1. herredouble ved Peter og Michael og 2. herredouble var Bjarke og Thomas. Og troen blev ikke mindre, eftersom det lykkedes for begge par at vinde 1. sæt i deres respektive kampe.  Desværre for AIF vippede begge herredoubler over til Lillerøds fordel, som kunne tage de 3 point via sejre i 3 sæt i 1. og 2. herredouble. Samlet vandt Lillerød 9-4 i en spændende og intens kamp.

Generelt må vi sige, at vi taber til en på dagen bedre modstander. Vi mener dog, at størrelsen på nederlaget er lidt misvisende i forhold til kampens forløb. Ved stillingen 4-4 inden doublerne, havde vi alle chancer for at få point med hjem, men desværre mangler vi skarpheden i de afgørende situationer, hvilket vi må sige, at Lillerød er dygtige til at udnytte.

Næste kamp spilles d. 1. november på hjemmebane på Albertslund Stadion kl. 12:00, og her skal der gerne igen sættes point ind på kontoen, hvis håbet om en plads i oprykningsslutspillet skal gå i opfyldelse.