logo



  • Yonex

Spændende kampe venter på søndag


Badmintonsæsonen 2010/11 nærmer sig slutningen, men for Albertslunds to bedste seniorhold er der stadig meget at spille for. Begge hold er således stadig med i kampen om oprykning, og på søndag kan der tages et afgørende skridt mod målet. Her spiller holdene nemlig på hjemmebane på Albertslund Stadion.

 

1. holdet spiller kl. 13 mod Hillerød 3, som ligeledes er med i kampen om oprykning. Hillerød ligger på 3. pladsen i serie 1 med 10 point, mens Albertslund i skrivende stund indtager 1. pladsen med maksimum point. Der er således tale om et vaskeægte topopgør.

 

Albertslund har selv muligheden for at afgøre om holdet rykker op. Med en sejr på 8-5 eller større vil holdet sikre sig oprykning til Sjællandsserien, hvilket man naturligvis går efter. Skulle dette ikke lykkes, vil der dog stadig være meget at spille for. Hvis holdet blot får point via en sejr på 7-6 eller et knebent nederlag på 6-7, har holdet stadig mulighed for selv at afgøre det, mens et større nederlag vil give Hillerød de bedste kort på hånden før sidste spillerunde.

 

2. holdet spiller deres kamp allerede kl. 11, når de tager i mod Karlebo, der i øjeblikket ligger nr. 4 i serie 3, mens Albertslund er placeret på den oprykningsgivende 2. plads. Også her er der tale om et vigtigt opgør i kampen om oprykning til serie 2.

 

I samme spillerunde mødes Helsinge og B70 Taastrup, og hvis Helsinge tager 3 point i dette opgør, kan Albertslund sikre sig oprykning via en sejr over Karlebo på 8-5 eller større. Når spillerne går ind til kampen ved de på forhånd, om 3 point sikrer dem oprykning, eftersom Helsinge og B70 mødes tidligere på ugen.

 

Der er altså lagt op til nogle spændende kampe søndag eftermiddag, hvor vi håber meget på at kunne fejre to oprykninger til Albertslund.

 

Vi håber meget på mange tilskuere i hallen, som kan være med til at løfte holdene frem til sejre!

 

Vel mødt.

 

TH