logo



  • Yonex

SSU-formand siger tak for denne gang


Kære alle sammen,

 

Jeg har valgt at træde tilbage som formand og medlem af SSU. Det har været nogle spændende måneder, hvor jeg synes vi har fået oparbejdet et rigtigt velfungerende SSU. Jeg har dog måtte sande, at jeg har påtaget for stor en mundfuld, da jeg udover formandsposten også skal få tid til min ”nye” familie, arbejde og en kandidatafhandling, som jeg ikke er kommet videre med siden sæsonstart.

 

Jeg orienterede SSU på et SSU-møde tirsdag, hvor vi gennemgik udeståender og fik fordelt mine opgaver mellem de tilbageværende 3 SSU medlemmer. SSU vil arbejde på, at finde et-to nye medlemmer, som kan hjælpe med arbejdet. Jeg har foreslået SSU, at der udpeges en ny formand indenfor overskuelig fremtid.

 

Det er ikke optimalt for SSU, at jeg stopper midt i en periode, hvor vi er ved at bygge et nyt SSU op. Men opgaverne i SSU er efterhånden veldefinerede og jeg er sikker på, at det nuværende SSU kan drive seniorafdelingen endnu videre, hvis de blot får lidt hjælp. Der er mange ting, som jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan få igangsat eller blive en del af. Størst på listen er den lovede undersøgelse, der skal munde ud i en vision, mission og strategi for seniorafdelingen. Jeg håber SSU vil få gennemført denne i løbet af sæsonen og vi kan få sat lidt skub i afdelingen.

 

Jeg fortsætter stadig i klubben som spiller og vil også fortsat hjælpe Jonas med holdudtagelser mv., men fremover er det SSU’ tre medlemmer, Nykke, Stine eller Thomas, I skal have fat i, hvis I har spørgsmål eller kommentarer til seniorafdelingens aktiviteter. Som jeg også har gjort klart for SSU, er det ikke utænkeligt, at jeg vender tilbage til udvalget, når jeg har fået afsluttet mit studie og fået lidt mere ro på.

 

Der er virkelig rift om badmintonspillerne for tiden. Der bliver færre og færre aktive, så vi kommer virkelig til at kæmpe med naboklubberne om de aktive der er tilbage på vestegnen. Derfor er min sidste bøn i denne omgang, at vi alle tænker over hvordan vi repræsentere vores klub. Jo bedre indtryk vores konkurrenter/naboklubber får af os som spillere og klub, jo større sandsynlighed er der for at de vil overveje at spille for AIF.

 

Med venlig hilsen

Gehrke