logo



  • Yonex

Topkamp i Sjællandsserien


Søndag eftermiddag spiller Albertslunds bedste hold i Sjællandsserien topkamp hjemme på Albertslund Stadion kl. 13. Her møder holdet Karlslunde 2, som for øjeblikket indtager 1. pladsen i rækken med 11 point, mens AIF ligger lige efter med 10 point på kontoen.

 

Efter den forrygende start med maksimum point i de første 3 kampe, var Albertslund på en svær opgave i Næstved i sidste spillerunde, hvor det trods alt blev til et enkelt point via et nederlag på 6-7.

 

Gæsterne fra Karlslunde 2 møder op som ubesejrede, og ligeledes efter maksimum point i de første 3 kampe måtte holdet nøjes med en 7-6-sejr senest ude over Ønslev-Eskildstrup.

 

De to hold har faktisk mødt de samme modstandere indtil videre, så det ligner et tæt opgør, der er i vente søndag eftermiddag, hvor slaget om den foreløbige 1. plads i puljen skal afgøres.

 

Efter 1. holdets kamp er det 2. holdets tur til at tage i mod Fredensborg med kampstart kl. 15.

 

I denne kamp er der tale om en kamp mellem top og bund, hvor Albertslund 2 indtager 1. pladsen i rækken med maksimum point, mens Fredensborg fik deres første (reelle) sejr i sidste runde, da holdet jo selvfølgelig har vundet på w.o. over de to trukkede hold i rækken.

 

På trods af at det på papiret ligner en overkommelig opgave for spillerne fra AIF, må der ikke tages for let på opgaven, da Fredensborg sagtens kan vise sig at være et stærkt hold, da holdet kun har lidt smalle nederlag hidtil.

 

Mød op søndag eftermiddag på Albertslund Stadion og støt de lokale helte!

 

TH