logo



  • Yonex

Veteran 1 vinder grundspillet.


Referat af Veteran 1 mod Sorø d. 16.01.10
 

Veteran 1 vinder suverænt grundspillet: 7 kampe – 7 sejre.
 

Sidste kamp i grundspillet – med hjemmebane, indtil videre ubesejret og kufferten fuld af selvtillid kunne det ikke gå galt, og det gjorde det da heller ikke. 2. holdet havde lige vundet den sidste kamp i grundspillet med 7 – 4, og dermed sikret sig 6 point til de afgørende kampe for at blive i A-rækken. Tillykke, vi tror og håber på at I klarer skærene.

Lad det være sagt med det samme – vi vinder STORT - hele 10 – 1, men det har været sæsonens længste holdkamp, der strakte sig så langt, at vi nærmest blev smidt ud af stadion med vores sandwich i hånden….

Inden vi nåede til den lidt stressende exit var der jo 11 kampe, der skulle afgøres, og de 4 mixed doubler og første herresingle lagde sædvanen tro for. Vibeke Casmose og Jens Poulsen i 4. MD var først færdige og vinder i 2 sikre sæt. I 3. MD vinder Lis Simoni og John Rasmussen ligeledes i 2 sæt, og da Steen Kurlink fortsætter de gode singletakter fra sidste holdkamp, og igen følger op med en sikker 2. sæts sejr, er stillingen inden der er gået ret længe 3 – 0, og vi er godt i gang.

Både 1. MD Annette Erichsen og Jan Beltoft, og 2. MD Mette Nielsen og Anders Brøns vinder deres 1 sæt sikkert, og mens 1. MD taber 2. sæt næsten ligeså sikkert, så er der spænding til det sidste i andet sæt i 2. MD. Det ender dog med en kneben 22 - 20 sejr til gæsterne, så også de skal ud i tredje sæt.

Mens de sidste MD’er gør klar til 3. sæt, starter Lars Ludvigsen i 2. HS, en kamp der skulle vise sig at trække længe, rigtig længe ud – det kommer vi tilbage til, flere gange. 1. MD vinder sikkert 3. sæt, mens Mette og Anders måtte afslutte mere tæt, men også succesfuldt med 22 / 20 i tredje sæt. Mens vi følger Lars’ kamp, med lange dueller, dog med Lars i front, sætter vi lidt efter de 2 DD’er i gang. Lars vinder et langt 1. sæt med sikre 21 – 13.

Vibeke og Mette i 2. DD viser vilje, og revancherer deres nederlag fra sidste holdkamp med en meget sikker sejr i 2 sæt, og viser at det var en fejl de tabte sidste kamp, og de er tilbage på toppen til oprykningsspillet. Lis og Annette fik mere modstand i deres kamp, og måtte ud i tre sæt inden kampen var afgjort, og resultattavlen viste 7 – 0 (hvis der var nogen, der kunne betjene den…) Samtidig kæmper Lars i et sandt maraton 2. sæt et meget lige sæt, der trækker ud lidt endnu.

Så sætter vi de 2 første HD’er i gang. Anders og Jens vinder 2. HD sikkert i 2 sæt 21 – 18 og 21 - 8, og det samme gør Jan og John i 1. HD med eksakt de samme cifre, men måtte efter en lidt sløset start i 1. sæt kæmpe sig tilbage i kampen, bagud 0 - 6, 2- 8 og 4 - 10 blev der vist vilje og rigtig god badminton, og i 2. sæt var der aldrig tvivl. 9 – 0 – skal det være i dag, vi vinder 11 – 0?

Mens disse 2 kampe også blev færdigafviklet, ja - så var Lars kommet i den situation, at 2. sæt var gledet ud mellem fingrene på ham, med 21 – 23. Resultatet var at os spillere fra de færdigspillede herredoubler, igen kunne sætte os og se afslutningen på denne lange single. Lars viste igen sin udholdenhed og viser for 3. gang i denne sæson – kommer han i 3 sæt, så vinder han. Sikre 21 - 12 i 3. sæt og nu 10 – 0 samlet set.

Efter en lille venlig ”provokation” fra Lars’ modstander, ville Lars ikke stå tilbage for at starte den sidste kamp og en endelig slutresultatet af kampen. Skulle det blive 11 – 0, eller skulle modstanderne have en sejr med til den lange rejse hjem.

Lars havde nu spillet en kamp, der blev sat i gang før dame- og herredoublerne, og alle 4 kampe nåede at starte og slutte, inden Lars blev færdig med sin kamp, og nu skulle han ud i endnu en kamp, og for ligesom at køre linen helt ud gik denne ligeledes over tre sæt. Denne gang endte det dog med sejr til udeholdet, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen efter et tæt tredje sæt med 21 - 19. Samlet 10 – 1 må siges at være mere end en tilfredsstillende afslutning på grundspillet.

For Anders Brøns betød resultatet i 2. MD desværre, at han mistede muligheden for at gå hele vejen igennem grundspillet uden at afgive et sæt. Ja – det er faktisk rigtigt – Anders har ikke før i dag tabt bare et eneste sæt i hele grundspillet. Men stadig ubesejret og med tab af kun 1 sæt i hele grundspillet er han – ikke overraskende – den mest stabile spiller på holdet. Godt gået Anders.

Og da Anders selv havde fidusbamsen fra sidst, og at trods alt ikke vil give sig selv bamsen igen, gik den i dag til referenten. Tak for det…

Se slutstilling i grundspillet her.

Alt i alt må vi sige, at vi har haft kæmpe succes i denne sæson. 7 sejre i 7 kampe, sikker nr. 1 i puljen 5 point foran nr. 2. Vi har haft et fantastisk fremmøde til træning, veteranafdelingen har i gennemsnit haft 19,4 personer til 21 træningsaftener. Der har været en god stemning og der har været vilje og lyst fra spillerne til at få noget ud af træningen. Vi klarer os uden træner, og de der kan, har bidraget til at give tips og råd til os andre. De ting har alle været en del af, og det stof der skal til, for at vi kommer til at fungere som en enhed.

Og også i omgivelserne har vi haft stor tilslutning. Trofaste tilskuere, koner, kærester, forældre, børn, andre veteraner har alle været med til at gøre det hele lidt mere festligt, og samtidig bidraget til at vi alle gør en ekstra indsats på banen. Tusind tak til alle dem, der har støttet os i år indtil videre. Vi håber I også er med, når vi skal spille oprykningsspil.

Lad os også være ærlige og ikke lade træerne vokse ind i himlen. Det har ikke været de sværeste modstandere vi har haft Og jeg tror at sandheden ligger et sted mellem at vi er blevet bedre, mere stabile, og at de andre ikke har haft samme fremgang, og dermed er blevet ”dårligere” end os.

Tak til alle for en fantastisk indsats indtil nu i sæsonen. Lad os give alt hvad vi har i slutspillet, og så ser vi hvad det fører med sig. Skulle vi rykke op – ja så er det jo fordi vi har kvalificeret os, og så lad os tage det som en oplevelse, og hvem ved, måske vi kan blive endnu bedre, og få noget ud af et ophold i den fornemmeste række for badminton folk vores alder!

Endnu en gang tak til alle for en super indsats indtil nu – lad os se hvad vi kan drive det til…